Julekollekt 2024
Metodistkirkens råd for international tjeneste har besluttet, at vi med årets julekollekt til verdens fattigste vil støtte sundhedsklinikken i Mulungwishi. Anders og Jette Flinck samt datteren Lina og svigersønnen, lægen Daniel har besøgt Mulungwishi og sundhedsklinikken i sommers.
De skriver det følgende om klinikken og dens behov:
Det er ikke nemt at drive en klinik i DR Congo, der er altid brug for flere midler i et land hvor langt de fleste mennesker lever under fattigdomsgrænsen. Vi har gennem de sidste mange år været med til at bygge et nyt toilet med håndvask og brusere, skaffe nye senge til klinikken, hjulpet med at skaffe medicin, autoklaven, operationslampe, udstyr og medicin til daglig drift. Igennem De sidste år har vi hjulpet dem med at få en operationsbygning, så de kan lave et akut kejsersnit, fjerne en blindtarm og andre akutte operationer. Derved skal patienter ikke transporteres ind til nærmeste storby for at blive opereret, hvilket ofte er for sent. I år har vi sat et solpanel anlæg op, så det er muligt at have lys på operationsstuen i op til 6 timer selvom strømmen er gået (hvilket ofte sker). Klinikken har to dygtige læger Jacques og Alfred. Alfred har været sygeplejerske på klinikken i rigtigt mange år, også før der var nogen læge på klinikken. Alfred har fået sin uddannelse som læge i Burundi og er rejst hjem og arbejder nu som læge. Disse to læger arbejder alle ugens dage og står på tilkald aften og nat. De gør et kæmpe arbejde med at få alt til at fungere. Der er altid brug for hjælp til at købe mere medicin da det ofte er svært for patienterne at skaffe penge nok til at betale for den hjælp de har fået.
Det kan tilføjes at staten i Congo hverken betaler for lægebehandling eller giver tilskud til medicin. Det er patienterne som selv skal betale for det hele. Dette giver klinikken de ovennævnte problemer og de er meget taknemmelige for vores støtte, som giver dem mulighed for små forbedringer og for at hjælpe de fattigste, som ikke selv har råd.