Om få dage fejrer hele Danmark jul. En fast del af julefejringen i Metodistkirken er at række en hjælpende hånd til familier, som har brug for ekstra støtte i december. Det har kirken gjort i mere end hundrede år – og i år uddeles julehjælp til 580 familier over hele landet.
Julehjælpen består af tre store poser med gode fødevarer. Nogle familier modtager flæskesteg, andre kylling, og der skeles hverken til, om eller hvordan familierne fejrer jul. Derudover uddeles der julegaver til børnene.
Det er julens glade budskab om Jesu fødsel, der motiverer Metodistkirken til at dele glæden. Når vi fejrer Jesu fødselsdag, giver vi gaver til dem, der har allermest brug for det.
I Rønne er det blot femte gang, at Metodistkirken uddeler julehjælp. I år får 20 børnefamilier en håndsrækning.
“– Vi forventer, at vi kan øge antallet næste år,” siger Kenneth Jacobsen, der koordinerer uddelingen.
Kirkens præst, Christian Alsted, understreger betydningen af den lokale opbakning:
“– Vi er særligt taknemmelige for den støtte, vi har modtaget fra Metodistkirkens Sociale Arbejde og fra Dagli’ Brugsen i Vestermarie.“

