Hilsen 2. oktober

Published

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

Søndag d. 3. oktober er der ikke gudstjeneste i Zionskirken, fordi der er ordinationsgudstjeneste i Jerusalemskirken, København kl. 14.

Mai-Brit Tvilling og Klaus Hønnicke skal ordineres ved en festgudstjeneste for alle danske metodister.

Har man ikke mulighed for at være til stede i København, kan man deltage online, hvor gudstjenesten sendes live via Jerusalemskirkens Facebookside. Den kan også ses senere, samme sted

Biskop Christian Alsted prædiker og Biskop i Helsingør stift Peter Birch er officiel gæst fra Den Danske Folkekirke.

Ved efterfølgende reception markeres jubilæum: Jørgen Thaarup og Keld Munk 40 år – Thomas Risager 25 år. Desuden markeres to pensioneringer af Keld Munk og Ove Sørensen.

Næste søndag den 10. oktober kommer Claus og jeg til Bornholm og holder en nadvergudstjeneste, og samtidigt vil vi også fejre høstfest. Hvis nogen kan og vil bringe noget af høsten (frugt eller blomster eller hvad I kan tænke jer) med til gudstjenesten, så er det meget velkomment. Under kirkekaffen kan vi bortauktionere det medbragte til fordel for kirkens mission, og hvis der er stemning for ved auktionen ville jeg foreslå at det går til vandprojektet i Congo. Det er det projekt Anders og Jette Flinck fortalte om ved Mad & Fællesskab i tirsdags.

Jeg håber at se mange af jer enten på søndag eller så næste søndag til høstfesten, og I ønskes alle en god weekend.

De bedste hilsener
Béatrice