Kære medlemmer og venner af Zionskirken
Lørdag før pinse afholdt Metodistkirken i Danmark landsmøde virtuelt.
Traditionelt afsluttes landsmødet med en festgudstjeneste, hvor biskoppen prædiker og læser udnævnelserne for det kommende år.
Det bliver også anderledes i år.
Sammen – hver for sig…
Pinsedag har alle landets metodistmenigheder mulighed for at deltage i den fælles fejring, da “Den historiske prøve” af præster, der er klar til ordination som ældste og biskop Christian Alsteds prædiken og læsningen af udnævnelserne for det kommende år er blevet optaget på video til brug ved gudstjenesterne i landets kirker.
For jer, der ikke kan deltage ved gudstjenesten, er der her en mulighed for at følge med.
Den historiske prøve
I Metodistkirkens tradition, besvarer præster, der skal ordineres til ældste og dermed optages i fuld forening med Årskonferencen, en række spørgsmål foran konferencen.
Alle spørgsmål, på nær det sidste, har hver metodistpræst gennem tiden besvaret ved optagelsen i fuld forening med Årskonferencen. Spørgsmålene blev formuleret af John Wesley og er i årenes løb kun ændret ubetydeligt.
Ordination
Vi ser frem til at kunne holde ordinationsgudstjeneste søndag d. 3. oktober i Jerusalemskirken, København
Bibelteksten til Pinsedag:
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«
Apostlenes Gerninger, Kapitel 2:1-11
Prædiken ved biskop Christian Alsted
Pastorale udnævnelser
Præster i Metodistkirken er ansat af Årskonferencen og får deres udnævnelser for ét år ad gangen. Her læser biskop Christian Alsted udnævnelserne for det kommende år.