Ugehilsen 13. februar

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

I denne weekend modtager I fastemateriale, hvis ellers vejret og vejene tillader det. Sammen med fastematerialet får eller fik I også en fastelavnshilsen. Dér omtalte vi både fastelavn og fasten og i denne hilsen vil jeg skrive lidt mere om fasten.

I min opvækst spillede fasten ingen rolle. Det var måske noget man en gang i fortiden gjorde, eller som katolikkerne gjorde (og det havde vi protestanter et forvrænget billede af), eller så var det noget man gjorde, når man skulle tabe sig. Da jeg var omkring de 20, mødte jeg en pensioneret missionær, som fastede en eller to dage om ugen. De dage hun fastede tilbragte hun i bøn og stilhed på sit værelse. Det gjorde indtryk på mig og gav hende i mine øjne en slags ”helgenglorie”. På den anden side fandt jeg, at det var ærgerligt, fordi jeg dermed mistede lejligheden til at tale med hende og have fællesskab med hende. Dette skete, fordi mit besøg gjaldt en anden person, som boede samme sted og faldt tilfældigvis på en fastedag. Men jeg ville gerne have talt med med den gamle missionær, fordi mission interesserede mig allerede den gang.

I de år i mit liv, hvor jeg boede og arbejdede i Lausanne i Schweiz, opdagede jeg at den reformerte menighed i mit kvarter organiserede fastemøder i frokosttiden en gang om ugen under fastetiden. Jeg deltog tøvende en første gang og opdagede at det var ret spændende og givende. Som jeg husker det var vi omkring 15 deltagere. Hvem der ville kunne drikke en kop te eller bouillon og så var der en andagt og et indslag om et aktuelt emne og tid til bøn og stilhed. Jeg oplevede det som meget positivt, en mulighed for at tanke åndeligt op i stedet for fysisk.

I metodistkirken i Schweiz opfordrede man hvert år i fastetiden til at deltage i, hvad jeg kan oversætte til ”aktion givende afkald”. Opfordringen gik ud på at give afkald på noget i fastetiden, og helst noget man værdsatte eller brugte ret meget tid på. Det kunne være søde sager, alkohol, kød eller også se fjernsyn, læse krimier eller noget andet man ville savne. Pengene man sparede kunne man så give til mission og velgørenhed og tiden man sparede til bøn, bibellæsning og fordybelse eller til en tjeneste for sin næste. Jeg må indrømme at det aldrig rigtigt fangede mig, eller at jeg altid fandt på en ”god” undskyldning, for ikke at deltage. Derfor kan jeg ikke berette om de velsignelser som følger med det givende afkald. Men jeg kan godt følge tanken om at give afkald på noget i en begrænset tid, for at fokusere på det væsentlige og for at overveje hvordan man forvalter ressourcer som tid og sundhed i sit liv.

Men vi læser også i Esajas’ Bog, kapitel 58, versene 3-8:

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster, og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel, og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.
Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.

Det vil ikke sige, at det er forkert at faste, men det er hele livet der tæller. Og i hvert fald i denne tekst er det vigtigere at vi tager os af dem der lider nød og at vi sørger for retfærdighed. Det kan også koste os et afkald at dele vores brød med den sultne og giver husly til hjemløse.

I det nye testamente fastede Jesus selv i 40 dage og 40 nætter som forberedelse på sin aktive tid og på djævelens fristelse. Men han fastede ikke, så længe han var undervejs med sine disciple. Han forklarede det med følgende ord:

Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.” (Mark. 2, 19-20)

Og i bjergprædiken (Mat. 6, 16-18) sagde han om at faste:

Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved, og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Man fastede også i de første menigheder for at søge Guds nærvær og ledelse. I ApG. 13, 2-3 kan vi læse:

Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.

Det skete i menigheden i Antiokia, og det, de blev sendt af sted til, var Paulus’ første missionsrejse.

Der kan ske noget stort, når vi søger Gud. Det kan ske med faste, men der er ingen pligt til at faste.

I ønskes alle en god fastetid, om I nu faster eller ej. Men denne tid og fastebogen inviterer jer alle til at reservere lidt tid til Gud. I kan læse dagens afsnit, bede og reflektere over det læste.