Ugehilsen 6. februar

Published

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

Nu er der igen gået en uge og jeg tror det lysner lidt! Dagene er blevet længere, allerede hele to timer siden den korteste dag, og det er så meget at man lægger mærke til det. Det er dejligt. Der ligger også lidt sne og det giver mere lys. Det er dog stadigvæk kold vinter, men foråret er forude, og jeg glæder mig til det, selvom jeg også nyder vinteren, sneen og kulden. Men for omkring ti dage siden fandt jeg de første erantis i blomst i haven. De er der stadigvæk, selvom de nu ser lidt forfrosne ud.

Det lysner også angående corona. Flere og flere bliver vaccineret. Vi ville måske gerne at det gik hurtigere, men det går fremad! Og antallet af smittede, indlagte og dødsfald er på tilbagegang. Vi kunne også ønske os at tilbagegangen var større og gik hurtigere, men det går i det mindste den rigtige vej. Og fra på mandag kommer de mindste skolebørn tilbage i skolen. De allerfleste glæder sig til det, og det er en glædelig udvikling, at det er muligt!

Jeg håber også at vi snart kan mødes igen og holde gudstjeneste sammen og det på en mere normal måde, end de for nuværende tilladte 30 minutter.

I dag ville jeg skrive om saligprisningerne. De er en del af Jesu bjergprædiken og står i Matthæusevangeliet, kapitel 5, versene 3 til 12:

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Bibelen 2020 oversætter ordet ”salige” med ”I er heldige” eller i vers 3 til ”i virkeligheden er i heldige”

Når jeg søger i Den Danske Ordbog hvad ”salig” betyder, så står der:

1. som befinder sig i en tilstand af stor lykke, velvære og tilfredshed, især pga. stor nydelse eller åndelig glæde.

2. som har eller vil få del i den evige frelse i gudsriget.

3. som er død.

Jesus kunne ikke mene den 3. betydning, han talte til levende og ikke om døde. Så tror jeg at vi ser det for snævert, hvis vi begrænser det til den 2. betydning, selvom det sikkert svinger med.
Den første betydning ser ikke ud til at give meget mening, i hvert fald overfladisk set. Vi synes normalt ikke, at det er en stor lykke, at være fattig i ånden eller at sørge. Jesus vender sådan set vores verden på hovedet. Hos os er det jo ikke de sagtmodige, som arver jorden. Det er de mægtige, dem med den største armé og flest dødbringende våben eller dem med den største økonomiske styrke, der kontrollerer jorden. Men det er ikke godt, at det er sådan. Det burde ikke være sådan. I Guds rige er det anderledes. I Guds rige kommer de første sidst og de sidste først. Og Guds rige eller Himmeriget er ikke bare et sted, vi kommer hen efter vores død, Guds rige er begyndt her på jorden. Det er der, hvor vi er, hvor vi følger efter Jesus. I Matthæus 18 kan vi læse, at disciplene spurgte Jesus, hvem der var den største i Himmeriget. Så kaldte Jesus et lille barn, stillede det i midten og sagde: ”Hvis i ikke vender om og bliver som børn, kommer i slet ikke ind i Himmeriget. Den der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.”

Hvad mente Jesus med at være fattig i ånden, eller at blive som et barn? Vi skal ikke blive uvidende, dumme, men vi skal holde op med at tro, at vi kan det hele selv. Et barn er afhængig af sine forældre og det stoler på sin mor og far. Ligeså bør vi indse, at vi er afhængige af Gud. At det er Gud, som gjorde os til dem vi er og ikke os selv. Vi bør takke ham for alt det vi har og er. Hvis vi er bevidst om denne afhængighed, taknemmelig for Guds nåde og spørger efter Guds vilje i vores daglige liv, så er vi en del af Guds rige – her og nu.

I Guds rige gælder helt andre regler end i de menneskelige riger. Saligprisningerne kan bedst forstås fra denne vinkel. Gud vil trøste dem, der sørger, så de kan blive lykkelige. Dem som sørger, fordi de har mistet en af deres kære, får ikke den tilbag, de sørger over. Men Gud er med dem, elsker dem og giver dem nye muligheder. Gud trøster også dem, som sørger over spildte chancer, over deres utilstrækkelighed og fordi de fejlede. Gud tilgiver og giver muligheden for en ny begyndelse.

De sagtmodige, eller som Bibelen 2020 oversætter det, de små og ubetydelige, skal arve jorden. Igen kan vi sige, at dette gælder i Guds rige. Men vi kan også se glimt af det i verdenen. Greta Thunberg har måske ikke ligefrem arvet jorden, men hun har fået stor indflydelse, selvom hun er lille og ubetydelig og kun brugte fredelige midler. Og Gud er stærkere end den største diktator eller general. Det er Gud som har det sidste ord og bestemmer verdens gang, heldigvis. Det kan vi i hvert fald være glade for.

Saligprisningerne udfordrer os. De vil ændre vores verdensbillede og værdier. De står i modsætning til det meste, vi til dagligt tager for givet. De viser os, hvor forskelligt Guds rige er fra de jordiske riger. De er stof til eftertanke. Jeg kunne skrive meget mere, men det bliver en anden gang.

I ønskes alle en god søndag og en god uge og Guds velsignelse.

Med de bedste hilsner i Jesus Kristus

Béatrice og Claus

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *