Bøn for krigens ofre

Published

Herre, Jesus Kristus

Du blev selv tortureret, slæbt gennem byen, dræbt og lagt blandt de døde.
I dag beder vi for dem, der mishandles og dræbes i Ukraine.
Herre forbarm dig, og vis nåde og barmhjertighed.

Gud, vor Fader, du har i dit ord talt om at vandre i dødsskyggens dale.
I dag beder vi, at du vil vandre i de mange dødsdale i Ukraine, hvor børn og gamle rammes af dødsskyggen og dødsangsten.
Herre forbarm dig, og vis nåde og barmhjertighed.

Vi beder, at de aggressive tropper, som ikke viser barmhjertighed, må blive holdt tilbage.
Vi beder, at de politikere, som har truffet beslutninger om at dræbe, må skifte sindelag og forståelse, så denne uretfærdige krig kan ophøre.
Herre, lad os se din godhed, når kanonerne ikke rammer civile boliger, og når invasive tropper skyder forbi målet og rammer ved siden af.

Du Kristus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vi beder, at den informationsstrøm må dø, som tolker ondskab, overgreb og lig i gaderne, til at være den gode og positive historie.
Herre, vi beder, at Sandheden må sejre over løgnen, at lyset, den sande oplysning, må fortrænge mørket, fake news.

Gud, vor Himmelske Far, her har vi i Danmark gået og frygtet, at vore fjender var folk af anden religiøs opfattelse, og så ser vi i Ukraine, at den ufattelige krig, også er en krig mellem forskellige kristne kirker og grupperinger. Du Kristus, som i din sidste nat bad om de kristnes enhed og fællesskab. Vi beder dig, at din bøn om enhed og fællesskab også må gælde mennesker i Ukraine på denne dag.

Mest af alt, beder vi, Gud, om fred i Ukraine. Fred mellem forskellige folkegrupper, og fred i det enkelte boligkvarter. Giv kraft og styrke, ikke kun til dem i Ukraine, som elsker freden, men især til dem der stifter fred, fred på betingelse af social retfærdighed, mellemfolkelig retfærdighed og menneskeret, og fred i hjerte af det menneske, som kæmper med krigens traumer.

Og så afslutter vi denne bøn med Pippi Langstrømpes bøn om, at du, Gud, må gøre det således, at de gode også er de stærke, og de stærke altid må være de gode.

Herre forbarm dig, og vis nåde og barmhjertighed på slagmarken i dag.

Amen

Lørdag den 23. april var der en mindeceremoni for krigens ofre i Ukraine og forbøn.

Arrangementet begyndte på Rådhuspladsen i København. Her bidrog Distriktsforstander Jørgen Thaarup ved at bede ovenstående bøn.

Efter Rådhuspladsen gik man til den Ukrainske Ambassade hvor der blev lagt blomster. Hvorefter man fortsatte til den Russiske Ambassade for at protestere over krigshandlingerne.