Selv et nyt Covid-år er specielt.
Der er noget særligt ved et nyt år – det er som en frisk start, det rummer nye muligheder og håb for fremtiden. Nogle er nærmest sprunget ind i det nye år fyldt med forventninger om det gode, der skal ske – andre er kommet krybende ind i året og kunne knap finde styrken til at fortsætte.
På trods af vi har levet næsten to år med virkningerne af en global pandemi, finder jeg stadig en ukuelig tro og håb for fremtiden blandt metodisterne i de nordiske og baltiske lande. Nedlukninger og restriktioner har været alvorlige hindringer. Til tider har de mange regler og bestemmelser syntes meningsfulde og nødvendige – til tider har de været uigennemsigtige og fremstået som ulogiske hindringer for vores tjeneste. Ikke desto mindre ser jeg engagerede menigheder, præster, diakoner og ledere som gør et ihærdigt arbejde for Gud i tjeneste for samfundet.
Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!
Paulus brev til Romerne 15:13
Sådan lyder Paulus opmuntrende hilsen til kirken i Rom. Ordene var udgangspunkt for en samtale mellem distriktsforstanderne i de nordiske og baltiske lande (areakabinettet), hvor de delte erfaringer og tanker om det kommende år.
Dette er en samling af nogle af deres inspirerende og håbefulde tanker …
Vores verden og kirken står over for flere forskellige kriser, og pandemien er en af dem. Under pandemien har kirken mistet mange af sine værktøjer, men vi har stadig de vigtigste, nådemidlerne. At understrege og udnytte nådemidlerne vil hjælpe os til at finde styrke til at stå igennem pandemien og til at genfokusere og genoplive kirken på den anden side.
Bøn er nøglen. I min årskonference beder, tænker og taler vi om – hvordan vi bedst kan tjene familier i nød med de midler, vi har til rådighed.
Tiden er inde til eftertanke – og mange kirker har engageret sig i processer, hvor de ser efter muligheder, kortlægger egne styrker og behovene i samfundet omkring dem. Jeg har for nylig læst, at mere end halvdelen af kirkerne i United Methodist Church i USA enten har udvidet eller startet nyt arbejde og aktiviteter under pandemien – jeg tror, det samme gælder i min årskonference.
Jeg fik et syn mens jeg bad. Jeg så et skakbræt – jeg kender alle brikkerne og reglerne for, hvordan de må bevæge sig, – og ofte forventer jeg, at Gud til at bevæge sig inden for den samme slags fast definerede regler og grænser. I mit syn vendte Gud skakbrættet på hovedet, og brikkerne begyndte at bevæge sig på hidtil usete måder hen mod ham.
Jeg ser Gud forandre kirken gennem denne tid. Han opmuntrer og udfordrer os til at overgive os til ham på en måde, der leder os uden for vores komfortzone. Det vigtigste spørgsmål, vi kan stille os selv, er:” Gud, hvad ønsker du, jeg skal gøre?”
Kirkerne er igang med at genopfinde sig selv, velvidende, at nogle mennesker måske ikke kommer tilbage, og vi bliver nødt til at ændre os.
Jeg er ansat som distriktsforstander på deltid, og i min menighed har vi gennem længere tid indsamlet penge ind til at købe snacks og frugt, som vi med jævne mellemrum lægger i en kasse og afleverer på en af afdelingerne på sygehuset sammen med et kort fra Metodistkirken med tak for deres vigtige arbejde. – Det er blevet vores måde at dele Jesu kærlighed på en håndgribelig måde.
Vores ”gaver” er blevet taget vældig godt imod på sygehuset, og har desuden vakt opmærksomheden hos organisationen “Project Life”, der ønsker at samarbejde med os. “Project Life” er en NGO, der støtter børn indlagt på sygehus med alvorlig sygdom – organisationen er dygtig til at indsamle penge, og de har foreslået, at vi sammen udbreder initiativet til andre hospitaler i regionen.
Gud har både et håb og en fremtid for os, det er jeg overbevist om. Jeg er inspireret af jødernes babyloniske fangenskab, hvor folket bliver vi ved med at leve trods begrænsninger. Krisetider har ofte vist sig at være frugtbare perioder, hvor Guds folk har lært at sætte deres lid til ham og arbejde på nye måder. Fremtiden er muligvis usikker, men Gud er i fremtiden og gør det, kun han kan gøre.
Mit personlige håb for det nye år er, at vi vil fortsætte med at opmuntre, støtte og tale godt om hinanden, mens vi beder og arbejder på at finde nyt fodfæste. Vi kommer uden tvivl til at skulle ny-orientere os i en ny virkelighed og genopdage implikationerne af at deltage i Guds mission.
Denne krise har tvunget os til at bevæge os ud af vores komfortzone og til at eksperimentere med nye måder at være kirke. Undervejs har vi opdaget, at kirken kan være mere, end vi troede, og at Kristus stadig anvender os til at formidle hans kærlighed og frelse i verden.
Gud kan gøre uendeligt meget mere med os end det, vi beder om eller forstår, fordi Hans kraft virker i os. Lad os i menigheden for tid og evighed hylde Ham for alt det, Han har gjort gennem Jesus Kristus.
Paulus’ brev til Efeserne 3:20
Til slut vil jeg helt enkelt opfordre jer til at bede for distriktsforstanderne og for mig.
Christian Alsted
