Ugehilsen 20. februar

Published

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

Igen er der gået en uge. Det er blevet varmere og lugter lidt af foråret, i hvert fald på Sjælland. Sneen forsvandt med lynets hast. Lige nu skal man lede for at finde de allersidste rester af en snebunke. De små forårsblomster kom ud af dvalen og vokser videre, som om der ikke havde været næsten fire uger med kulde og sne. Det forbavser mig hvert år, hvordan de kan klare sig!
Coronatallene var længe nedadgående, men nu ser det desværre lidt mere broget ud, dog langt bedre på Bornholm end på Sjælland. Vi venter spændt på myndighedernes beslutninger, om der kan åbnes lidt mere op.

Fastemateriale

I onsdags var det askeonsdag og fastetiden begyndte. Jeg håber at I er begyndt med at læse de første afsnit i vores lille fastebog, et afsnit om dagen og med en pause om søndagen. Fordi søndag er en festdag. Der faster man ikke; som jøderne aldrig faster på en sabbat.

Bogens første afsnit slutter med den triste besked, at Sagas farmor er død. I de følgende afsnit hører vi lidt mere om denne farmor og hvordan hendes død påvirkede de nærmeste. Det fik mig til at tænke på min egen farmor og også på min mormor. Jeg var 9 år, da min farmor døde. Hun blev 89 og boede alene i sit eget hus med en stor have indtil få måneder før hendes død. Hun kom først på sygehuset og så hjem til os efter at hun var faldet ned af trappen i sit hus og havde brækket et par ribben. Hun kom sig efter sit fald, langsomt men sikkert fik hun det bedre. Som jeg husker det, besøgte jeg hende ofte på hendes værelse, hvor hun sad i en lænestol og fortalte mig om sit liv. Hun drømte om at flytte tilbage til sit hus og om at genoptage sit gamle liv. Mine forældre fandt ikke at det var en god idé. Men fordi hun så brændende ønskede det, indvilgede min far i at lade hende prøve det. En fin forårsdag kørte han hende ud til hendes hus og hentede hende så igen om aftenen. Hun var meget træt denne aften, og vi tror, at hun indså at hun ikke længere havde kræfter nok til at kunne føre sin husholdning som hun plejede. Og så kunne hun pludseligt ikke længere se mening med sit liv. Hun gav op. Jeg er ikke sikker på om jeg husker rigtigt. Men jeg tror, det var mindre end en uge efter, hvor min mor og jeg ville hilse hende god morgen. Det var en dejlig majmorgen. Hun svarede ikke, da vi bankede på hendes dør. Og da min mor åbnede døren, lå hun i sin seng og var død. Min far fortalte senere at han havde hilst på hende tidligere denne morgen og at hun tilsyneladende havde det fint. For mig var det den første gang at jeg så en død person og det berørte mig meget. Jeg kan huske at jeg senere på dagen sad på gyngen i vores have og ikke kunne forstå, at solen skinnede, fuglene sang og blomsterne så lige så strålende ud som dagen før, selvom der var sket noget så voldsomt som, at min farmor var død. Hun var død, men livet gik videre som om intet var sket. Det var svært at fatte.
4½ år tidligere døde min mormor. Men selv om hun havde boet hos os siden længe før jeg blev født, så var jeg for lille for rigtigt at kunne forstå hvad der var sket. Det jeg tydeligst kan huske fra dengang, er min mor, som sad grædende ved køkkenbordet. Hun forklarede mig, at hendes mor var død. Jeg græd sikkert også og kom til at savne min mormor. Men det der rystede min lille verden mest den gang var, at se min mor i dyb sorg.

I 1. Mosebog, kapitel 23, versene 1-2 kan vi læse om Saras død og Abrahams sorg:

Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara.”

I resten af dette kapitel kan vi læse om hvordan Abraham købte en mark med med en hule, hvor han kunne begrave sin kone og senere selv blev begravet.

I Congo oplevede jeg døden på tæt hold. Efter et dødsfald holder man ligklage, kilio på swahili, i op til en uge. Kvinderne sidder på gulvet inde i huset, sammen med den afdøde, indtil begravelsen. Mændene sidder uden foran huset på stole. Især inden begravelsen bliver der grædt og klaget og de nærmeste kysser og omfavner den afdøde og giver højlydt udtryk for deres sorg. Begravelsen finder sted så hurtigt som muligt. Stemningen i starten er meget nedtrykt og sørgelig, men efter nogle dage bliver den mere lys og utvungen. Kvinderne begynder at snakke om alt muligt og man hører mere og mere latter. Den tætte familie bliver der hele tiden. Står man i en mindre tæt relation er man der i starten, indtil efter begravelsen, og kommer så igen senere et par gange. Jeg var til mange kilio, men vil nævne en her, hvor omstændighederne gjorde indtryk på mig. Et lille barn af en medarbejder i landbrugsprojektet var død. Det skete desværre kun alt for tit. Ofte led børnene både af malaria og diarré. Jeg tror barnet døde lillejuleaften og vi var med til kilio og begravelsen om formiddagen juleaften. Da vi kom hjem efter begravelsen i en trykket stemning, så vi den flotteste regnbue. Den mindede mig om Guds løfte og pagt efter den store vandflod. Og så kørte vi til den nærmeste by og fejrede jul sammen med række missionærer og deres familier. Det var en stor kontrast, liv og død. Fejringen af Jesus fødsel og tårer over et lille barns død. Et lille liv, der gik tabt og som mindede os om livets skrøbelighed og så Jesu fødsel. Jesus, som senere sagde: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, vil leve, selvom han dør.

Livet er en gave vi har modtaget af Gud. Men denne gave indeholder allerede løftet – eller truslen, om døden. Intet er så sikkert som døden. Vi føler stor glæde, når et barn bliver født og dyb sorg, når en af vores kære dør. Døden er en del af livet. Vi ved ikke, hvornår det er vores tur.

I salme 90 kan vi læse i Bibelen 2020 oversættelsen:

Herre du har været vores tilflugtssted i slægtled efter slægtled.
Før bjergene blev født, før jorden og verden blev til, var du til, og er du til for evigt.


Du lægger menneskene i graven, du siger: ”Vend tilbage, menneskebørn.

For 1.000 år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, forbi som kun en enkelt nattevagt.
Du river menneskene bort, som var det søvn,
om morgenen er de nye som græs, der vokser videre.
Om morgenen blomstrer de og gror, så tørrer de ind og visner.


For vi går til af din vrede, dit raseri rammer os med rædsel.
Du har stillet vores fejltrin på række, vores hemmelighed står badet i dit ansigts lys,
vores dage drukner i din vrede, vores livsår forsvinder som et suk.
Vores liv varer 70 år eller 80, hvis man er stærk.
Men selv de bedste år er møje og besvær, hurtigt går årene – pludseligt er vi borte.
Hvem kan forstå vor stærk din vrede er, hvor frygteligt dit raseri?
Lær os tælle vores dage, så får vi indsigt.

Kom tilbage, Gud, hvor længe vil du være væk fra os? Hav medlidenhed med os.
Mæt os om morgenen med din kærlighed, så vil alle dage være glade.
Gør os glade lige så mange dage, som du ydmygede os, så mange år, som vi led nød.
Lad dit skaberværk vise sig for os, og din storhed for vores børn.
Herre, lad din skønhed være over os.
Lad vores arbejde lykkes, ja, lad vores arbejde lykkes.

Salmisten, som efter overskriften skulle være Moses, reflekterede over livet og dets skrøbelighed. Han så menneskets afhængighed af den evige Gud, som ser alle vores fejl og synder og som han oplevede som vilkårlig. Det gør vi også nogle gange. Hvem kan forstå det svære skæbne, som rammer nogle? Et lille barn, som dør, eller en mor som efterlader små børn og en en mand, som havde så meget brug for hende. Det er svært at se en mening med det.
Men vi kan bede Gud om sin kærlighed, som salmisten gjorde det og om tilgivelse af vores synder. Gud elsker os – også når livet er svært. Vi kan takke Gud for hver eneste dag i vores liv, acceptere det liv, Gud har givet os og gøre os umage for at leve det. Vi skal leve livet så længe vi har det, og når det bliver vores tur til at dø, så kan vi stole på Guds kærlighed og nåde.

Det blev et tungt emne i dag. Men det er jo fastetid, forberedelsen på Jesu lidelse og død. Men vi ved, at efter langfredag kommer påske, at Jesus genopstod fra de døde og at han lever, og at han lovede os det samme, hvis bare vi tror på ham.

Lad os leve livet, tro på Jesus, hans kærlighed, magt og nåde!

I ønskes alle en god søndag og en god uge og Guds velsignelse.

De bedste hilsner i Jesus Kristus

Béatrice og Claus