Til Den Danske Regering
Metodistkirken i Danmark ønsker med denne henvendelse at udtrykke vores modstand mod den danske regerings planer om på nuværende tidspunkt at tilbagesende syriske flygtninge til det land, de flygtede fra.
På trods af de politiske vurderinger, opfatter vi regeringens beslutning om at udvise syriske flygtninge til Syrien som et brud på FN’s Flygtningekonvention og en underminering af både kristendommens centrale etik og en grundlæggende samfundsværdi, nemlig budet om næstekærlighed.
Hverken FN, UNHCR eller noget vestligt land deler den danske regerings vurdering af, at forholdene i Syrien er så sikre og stabile, at det i den nuværende situation er forsvarligt at sende flygtninge tilbage dertil.
Metodistkirkens Sociale Principper siger: ”Vi modsætter os flygtninge- og migrationspolitikker som skiller familiemedlemmer fra hinanden eller indebærer tilbageholdelse af familier med børn, og vi opfordrer alle vores kirker til at være i tjeneste med migranter.”
Metodistkirken i Danmark opfordrer derfor den danske regering til at ændre den politik, som vi opfatter som en hensynsløs tilsidesættelse af Danmarks humanitære ansvar og et alvorligt brud mod vores samfunds grundlæggende værdier.
Metodistkirken i Danmark, Maj 2021
Kontakt for yderligere information:
Missionssekretær Mark Lewis tlf. 50 54 82 93
Biskop Christian Alsted tlf. 27 20 46 96