Ugehilsen 23. januar

Published
Håb med tålmodighed

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

I tirsdags holdt menighedsrådet et møde over internettet. Vi kom frem til, at vi foreløbig ikke kan afholde gudstjenester, i hvert fald ikke før d. 14. februar eller indtil restriktionerne ophæves eller lempes markant. Vi ser det også som vores bidrag i kampen mod corona. Vi passer på og holder afstand – sammen hver for sig.

MEN – som Bettina skrev det på opslagstavlen foran kirken – det er kun bygningen, der er låst – vi er her!!
I er meget velkommen til at kontakte os, per mail eller telefon. Vi tænker på jer og menigheden og husker jer i vores bønner.

Zionskirken i Østergade

Jeg håbede at kunne give en dato, for hvornår gudstjenester og de andre aktiviteter, ikke mindst spejdere, vil gå i gang igen. Men desværre er situationen meget uforudsigelig. Smittetallene og kontakttallet går tilbage, men vi ved endnu ikke, hvad der sker med de mere smitsomme mutationer, og hvornår myndighederne vurderer, at det er sikkert at genåbne samfundet. Det går også langsommere med vaccinationen end planlagt, og det er vi kede af.

Vi skal alle vente. Vi venter på, at det er vores tur til at blive vaccineret. Vi venter på, at corona forsvinder, eller i det mindste går tilbage til et meget lavere niveau. Vi venter på enden af restriktionerne og risikoen ved corona. Vi venter på foråret, på varmen, hvor det igen er muligt at mødes udendørs, hvor dagene bliver længere og lysere. Vi venter og håber, og det kræver tålmodighed.

Jeg synes ikke, at jeg er særlig god til at vente og jeg kan være ret utålmodig. Jeg husker fra min barndom, at mine to veninder, som boede i nabohuset, startede i skolen før mig, fordi de var lidt ældre. Især de sidste måneder, før også jeg kunne begynde i skolen, virkede endeløse. Tiden gik sååååå langsomt. Det var ikke til at holde ud. Men til sidst kom også jeg i skolen. Også senere i livet var der perioder og tidspunkter, hvor jeg måtte vente og øve mig i tålmodighed. Det kender vi sikkert alle.

Jeg ledte efter bibelske personer, som var nødt til at vente og at være tålmodige. Jeg kom i tanke om Abraham. Gud lovede Abraham, da han stadigvæk hed Abram, at hans efterkommere skulle blive så talrige som stjernerne på himlen. Abram og hans kone Saraj var barnløse, og de led på grund af dette. De var allerede gamle. Saraj var sikker på, at hun ikke kunne få børn. Derfor foreslog hun, at Abram skulle få et barn med hendes trælkvinde, Hagar. Det var ikke ualmindeligt den gang, og trælkvindens barn ville betragtes som Sarajs. Abram gjorde som Saraj havde foreslået og Hagar fødte en søn, Ismael. Tretten år senere, da Abram var 99 år og Saraj 89, viste Gud sig igen for Abram og stiftede en evig pagt mellem Gud og Abram. Pagten indebar, at Abram, og alle af han-køn, skulle omskæres. Så ændrede Gud deres navne: Abram til Abraham og Saraj til Sara. Og så gentog Gud løftet om, at Abraham skulle blive stamfar til mange folkeslag – og det sammen med Sara. Abraham lo og Sara lo også, så usandsynligt var det, men et år senere fødte hun en søn, Isak. Sådan, og meget mere udførligt, fortæller bibelen os det i 1. Mosebog, fra kapitlerne 15 til 21.

Abraham og Sara (jeg kalder dem nu på de kendte navne) måtte vente og være tålmodige – og det imod alt det, de kendte og vidste. De vidste godt, at Sara var blevet for gammel, for at kunne føde børn. Guds løfte virkede umuligt. Derfor ville de hjælpe Gud med at opfylde løftet. Hvis Sara ikke kunne føde børn, så kunne hendes trælkvinde. Og det var jo – næsten – det samme, i deres samfund den gang. Men det var ikke det, Gud havde lovet, og han behøvede ikke menneskers hjælp, ikke i dette tilfælde. Denne ”hjælp” var et tegn på manglende tro og mistillid. Gud skældte dog ikke Abraham ud, for det han havde gjort. Men der opstod menneskelige problemer mellem Sara og Hagar. Hagar og hendes søn Ismael blev sendt bort til sidst, men Gud var med drengen og vogtede over ham.

Da Gud lovede en søn til Abraham og Sara, sagde han: ”Intet er umuligt for Herren”. Det samme sagde englen til Maria, da hun fik at vide, at hun skulle føde en søn. Intet er umuligt for Gud. Denne sætning bør vi huske og tro på. Men det er ikke en garanti for, at Gud altid vil gribe ind og redde os, så snart vi har et problem. Gud kan gribe ind, og han gør det nogle gange, men det er op til ham. Gud er suveræn, og han ved, hvad der er bedst for os. Selvom vi ikke altid kan forstå det.

I Abraham og Saras tilfælde havde Gud lovet dem talrige efterkommere, men de skulle vente længe, mange år, uden at der skete noget. Gud havde ikke glemt dem og heller ikke sit løfte. Det kunne Abraham og Sara dog ikke føle eller se i deres hverdag. De kunne bare se at tiden gik, de blev ældre og ældre, og sandsynligheden for at få en arving sammen, mindre og mindre.

Vi skal – forhåbentligt – ikke vente helt så længe som Abraham og Sara med Corona restriktionerne. Men også en kortere ventetid kan være lang og svær. Nogle gange kan bare fem minutter føles som en evighed.

Jakob skrev i sit brev om tålmodighed, om at vente tålmodigt på Kristi genkomst. Det venter vi også på, men lige umiddelbart måske mere længselsfuldt på et mere normalt liv og enden på corona-pandemien.

Dette står i Jakobs brev, kapitel 5, vers 7-11 (Bibelen 2020):

Kære venner. I skal vente tålmodigt på, at Kristus kommer igen. Tænk på, hvor længe bonden venter på den høst, der betyder så meget for ham. Først skal kornet have regn både om foråret og om efteråret. I skal være tålmodige og holde ud, for Kristus kommer snart. Lad være med at beklage jer over hinanden, venner, for ellers bliver I selv dømt. Dommeren står allerede klar. Lad profeterne, der talte på Guds vegne, være jeres forbilleder: De vidste, hvad det vil sige at lide og vente, og i dag hylder vi dem, der holdt ud. Husk historien om Job og hans udholdenhed, og at Gud sørgede for, at det gik ham godt til sidst. Gud er fuld af medfølelse.

Jakob mente, at Kristus ville komme snart. I dag kan vi sige, at det trækker ud – vi venter stadigvæk. Men uanset hvor længe vi skal vente, så kan vi stole på, at Gud er fuld af medfølelse. Han elsker os og vil os det bedste. Vi kan bede ham om tålmodighed og om at han snart sætter en ende på corona-pandemien og hjælper os igennem den.

Med de bedste hilsner i Jesus Kristus

Béatrice og Claus

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.