Ugehilsen 30. januar

Published

Kære medlemmer og venner af Zionskirken

Der var igen pressemøde med statsministeren for et par dage siden og som forventet – eller frygtet – blev restriktionerne forlænget til slutningen af februar. Vi kan være enige eller uenige i det; meget ulykkelige over eller glade for det, men det ændrer ikke kendsgerningen, at nedlukningen af samfundet fortsætter endnu en måned. Derfor er der foreløbig ingen gudstjenester i vores dejlige kirke. Jeg er ked af, at det trækker ud. Men vi er her, og I må meget gerne ringe til os eller sende os en mail, hvis I har lyst til det, måske bare for en lille snak eller hvis I har nogle idéer eller ønsker, I gerne vil dele med os.

Fastemateriale

Der er også en nyhed I kan glæde jer til. Som de sidste år udgiver Metodistkirken nemlig et hæfte til fastetiden. Som I kan se det på det lille billede, så ser det meget lovende ud. Menighedsrådet vil sørge for at alle får et eksemplar.

Så er der noget andet, jeg glemte at nævne i de tidligere hilsner, og det er kollekten! Når vi ikke kommer sammen fysisk, og der ikke står en kirkebøsse, så glemmer man det nemt. Men selvom der ikke er gudstjenester, så har menigheden omkostninger, som skal betales. Derfor vil jeg gerne bede jer om at huske kollekten. I kan enten lave en kontooverførsel eller bruge MobilePay. Kontonumrene kan I finde nederst på siden.

Støt os – også økonomisk:

Bank konto nr. 0650-6505 854 908

Eller:

I den kommende uge, på tirsdag, er det kyndelmisse. Jeg har et særligt forhold til denne dag. Det er nemlig min fødselsdag og blev også til vores bryllupsdag. Vi fejrede ikke kyndelmisse i min barndom, men jeg kunne læse i kalenderen, at dagen hedder ”Lichtmess” på tysk. I første omgang sagde det mig ikke meget, og jeg troede, at det var dagen, hvor man målte lyset (fra tysk ”messen” = ”at måle” og ”Licht” = lys), for at se, om foråret var på vej. Men senere læste jeg mere om dagens betydning og navnets oprindelse, som er det samme som på dansk. Jeg fandt også bibelteksten (se nedunder) og læste om Anna, som på tysk hedder Hanna og det hedder jeg også med mit andet fornavn. Men det ved jeg, er et tilfælde. Mine forældre havde fundet navnet før de vidste, hvilken dag jeg blev født.

Betegnelsen kyndelmisse eller Kjørmes Knud, som det også blev kaldt, kommer fra det latinske ord for lysmesse: candelarum missa. Det var en gang en helligdag, men blev afskaffet under helligdagsreformen i 1770. Dagen har både kristne og folkelige rødder. Den minder om Marias renselse 40 dage efter Jesu fødsel, og den markerer midvinter. Den 2. februar er dagen, hvor halvdelen af vinterhalvåret, regnet fra d. 1. november til 1. maj, er overstået, og nu er foråret og lyset på vej. I gamle tider var det vigtigt for bønderne, at have halvdelen af vinterforrådet tilbage, både for mennesker og dyr. Var det tilfældet kunne man fejre dagen med en kjørmes-gilde. Til dagen knyttede sig også ritualer og vejrvarsler, fx: ”Skinner solen klar kyndelmissedag, så følger der megen sne efter”, eller: ”Mørk kyndelmisse gør bonden til herremand”. Langt tilbage i historien findes der tegn og beretninger om fejringen af midvinter, ofte med lys, som blev båret rundt.

Om Marias renselse, og hvad der skete ved denne lejlighed i templet i Jerusalem, kan vi læse i Lukasevangeliet, kapitel 2, versene 22-39 i Bibelen 2020 oversættelsen:

Maria holdt sig hjemme i den måned efter fødslen, hvor hun blev regnet for at være uren. Så tog forældrene drengen med til Jerusalem for at vise ham frem for Gud og give to dueunger som offergave ved en ceremoni. Der står nemlig i den lov, Gud har givet Moses: ”Alt førstefødt af hankøn tilhører Gud” og ”der skal ofres to unge duer”.
I Jerusalem boede der en mand, der hed Simeon. Han troede på Gud og levede sådan, som Gud ville have det, og han så frem til, at jøderne skulle blive frelst. Helligånden var nemlig kommet til ham og have fortalt ham, at han ikke skulle dø, før han havde set Messias.
Den dag Maria og Josef kom til templet i Jerusalem for at gøre, som der stod i loven, førte Helligånden Simeon op til templet. Da han så barnet, tog han det op i sine arme og takkede Gud:

Herre, jeg er din tjener,
nu kan jeg dø i fred, som du har lovet mig.
Mine øjne har set den frelse,
du vil vise til alle verdens folk.
Det bliver som et lys for alle,
en ære for os jøder,
en helt ny indsigt for de andre.”

Josef og Maria undrede sig over alt det, der blev sagt om deres søn. Simeon velsignede dem begge to og sagde til Maria: ”Folk bliver delt på grund af dit barn. Nogle vil blive straffet, men mange andre vil blive reddet. Folk vil sige ham imod, og på den måde kommer han til at afsløre, hvad folk tænker inderst inde. Du vil selv komme til at føle det, som om du bliver gennemboret af et sværd.”
I Jerusalem var der også en profet, der hed Anna. Hun var datter af Fanuel fra Asher-stammen og meget gammel. Da hun var ung, havde hun været gift i syv år., men siden havde hun levet som enke, og nu var hun 84. Hun forlod aldrig templet, og dag og nat viste hun sin kærlighed til Gud ved at faste og bede. Nu stod hun frem og hyldede Gud og fortalte om drengen til alle dem, der ventede på, at Jerusalem skulle blive frelst.
Josef og Maria gjorde alt det, som loven kræver i forbindelse med en fødsel, og tog så hjem til Nazaret i Galilæa.

Det er en lang tekst og måske en af de mindre kendte i evangelierne.
For det første hører vi, at Maria og Josef gjorde, som traditionen og deres religion foreskrev. Det står i 3. Mosebog, kapitel 12, at en kvinde er uren efter en fødsel og skal holde sig hjemme i 40 dage efter hun fødte en dreng. Så skal hun ofre et lam og en due, eller to duer, hvis hun ikke har råd til et lam. I moseloven står der også, at det førstefødte af hankøn tilhører Gud. Det skulle frikøbes med et offer – for at minde om, at Gud førte sit folk ud af Egypten med stærk hånd. Derfor skulle Jesus fremvises for Gud i templet i Jerusalem og forældrene skulle ofre. Af beskrivelsen i Lukasevangeliet fremgår det, at Maria og Josef var tro til loven og at de ikke var så velhavende, at de havde råd til at ofre et lam.

Mens Maria og Josef var i templet med Jesus, møder de to gamle mennesker, først en mand, Simeon, så en kvinde, Anna. De to var forskellige, men begge havde et tæt forhold til Gud. Og Gud åbenbarede dem, at det lille barn de så, var frelseren, Messias, Kristus.

Simeon tog Jesus op i sine arme og takkede Gud. Gud havde åbnet hans øjne, så han ikke kun så et spædbarn, men han kunne se ind i fremtiden. Han så at Jesus ville blive frelseren, et lys, ikke kun for jøderne, men for alle verdens folk. Han velsignede Jesu forældre, og havde så et særligt budskab til Maria. Med sine ord advarede han Maria om, hvor meget Jesus ville dele vandene, om at han ikke vil blive taget godt imod af folket og at hun ville komme til føle en stor smerte, som om hun blev gennemboret af et sværd. Jeg mener at han forudså Jesu henrettelse og død, mens Maria stod under korset. For Simeon betød mødet med Jesus, at han nu kunne dø i fred. Nu vidste han, at frelseren, verdens lys, var kommet.

Den anden person, de møder, er Anna. Hun havde været enke i størstedelen af sit liv. Nu var hun gammel og opholdt sig hele tiden i templet, hvor hun bad til Gud og fastede. Sådan står det. Jeg formoder dog og håber det for hende, at hun ind imellem også sov og spiste, ellers ville hun næppe været blevet så gammel. I hvert fald kunne også hun se, at det var et helt specielt barn hun så. Hun priste Gud og fortalte alle om drengen. Hvad hun fortalte, ved vi ikke, men det handlede om, at Jerusalem ville blive frelst.

Mødet med de to personer gjorde stort indtryk på Josef og Maria. De undrede sig over alt, der blev sagt om deres søn. Efter de særlige omstændigheder omkring Jesu fødsel var det en bekræftelse for dem, at Jesus var Guds søn. De fik bekræftet, at det ikke kun var dem, der havde haft nogle underlige drømme, men at det var virkeligt. Deres barn var Guds søn, og der ventede en stor og skæbnesvanger fremtid på denne dreng. Efter de store oplevelser i templet vendte de tilbage til Nazaret i Galilæa og fortsatte deres daglige liv. De var ikke rige, måske endda fattige. De måtte arbejde og slide som alle andre i en lille by i Galilæa. Der står ikke meget om Jesu barndom og ungdom i bibelen. Det var sikkert en helt almindelig hverdag han voksede op i.

Sådan kan det også være for os. Efter store oplevelser kommer vi tilbage til hverdagen. Måske kunne vi tydeligt føle Guds nærvær, det brændte i vores hjerter, som det gjorde for Wesley. Eller vi fik en ny indsigt, kunne pludseligt forstå hvordan det hænger sammen i vores liv. Men så kommer hverdagen igen. Verden er måske ikke forandret, men det er vi i vores hjerter. Vi ved at Jesus er et lys for alle, og at han er lyset i vores liv.

Jesus er lyset, også eller især i en mørk tid. Det er i mørket man ser lyset mest tydeligt og har mest brug for det. Lad os holde fast i ham og det håb han giver os. Han er med os, alle dage. Han elsker os og vil os det bedste.

Med de bedste hilsner i Jesus Kristus

Béatrice og Claus

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.