Pagtsguds­tjeneste

Published

Metodistkirken er en bekendelseskirke. Vi har barnedåb; men man bliver først fuldt medlem af kirken, når man selv tilslutter sig og bekender sin tro.

Det kræver en personlig stillingtagen! Den som vil være medlem af Metodistkirken, må være døbt, men skal desuden bekræfte sin dåb og udtrykke vilje til at leve i den nye pagts fællesskab.

Det er hvad der ligger bag når vi holder vores Pagtsgudstjeneste.

Pagtsgudstjenesten giver menighedens medlemmer mulighed for at forny den pagt i Kristus, som de gennem dåbens sakramente er blevet indlemmet i, og som de siden har bekræftet, da de blev optaget som medlemmer i kirken.

Den 25. september 1747 opfordrede John Wesley indtrængende metodisterne til at forny deres pagt med Gud. Hans første egentlige gudstjeneste med dette formål blev fejret i den franske kirke i Spitalsfields den 11. august 1755. Gudstjenesteordenen har siden 1780 med nogle få ændringer været flittigt anvendt inden for den verdensvide metodisme og har været til stor åndelig inspiration.

By Claus

Tilsynsførende Ældste for Metodistkirken på Bornholm